Bangsbo Museum og Arkiv

Bangsbo Bunker


Digitales II – Det svære valg
Digitales II er et konkret eksekveringsprojekt, som udnytter et tysk befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig som ramme om formidling af besættelsestidens historie. Projektet inddrager nye medier (mobiltelefoner, touch-skærme, infostandere, WLAN og e-blæk) som kommunikationsmidler og brugeren skaber selv fortællingsstrukturen igennem en række valg.

Ruter og roller
Bangsbo Fort blev anlagt af den tyske besættelsesmagt og omfatter omkring 70 betonbunkere placeret ved kysten syd for Frederikshavn.

Fortet ligger i ca. 80 meters højde med udsigt til Hirsholmene, Skagen, Sæby og Læsø i det fjerne. I en stor del af bunkerne etableres en række formidlingspunkter med hvert sit tema inden for rammerne af besættelsestidshistorien. Ved at lægge forskellige ruter mellem disse formidlingspunkter, kan området og perioden 1942-1945 opleves som modstandsmand, nazisympatisør, tysk soldat eller lignende.

Den besøgende påtager sig en identitet og bevæger sig gennem området ad en rute, som bestemmes gennem konkrete valg undervejs. På denne måde får formidlingen en struktur, som genkendes fra et computerspil, hvor oplevelsen og fortællingen kommer indefra og ud ved hjælp af interaktion.

Et stærkt netværk
Projektet baserer sig på eksisterende netværk mellem museer, oplevelsesindustri, erhverv og forskning og tager afsæt i eksisterende formidlingsprojekter, hvor dele af den nye teknologi allerede er implementeret. Projektet er unikt som følge af dets volumen, det faktum, at en række nye medier kombineres med traditionel formidling og på grund af den høje grad af interaktion. Det er et innovationsprojekt, som vil tiltrække flere turister og nye målgrupper, men vigtigst; det vil inddrage og involvere børn og unge i et formidlingsunivers, der vækker nysgerrighed, giver indlevelse, og ved at optræde som aktør i historien, fortælles besøgende om besættelsestiden på en ny og fængslende måde. Digitales® er leverandør på Bangsbo Fort installationen.